

Når vi døde vågner
- Medvirkende
- Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Rosemarie Mosbæk
- Tekst
- FRIT EFTER HENRIK IBSEN
- Instruktion
- Anastasia Holst Nørlund
- Bearbejdelse
- Liv Helm
- Dramaturg
- SOSHA TEPEROWSKA
- Realiserende scenograf & kostumedesigner
- Franciska Zahle
- Konceptualiserende scenograf & kostumedesigner
- Petruska Miehe-Renard
- Lyddesign
- Erik Christoffersen, Steen Ejler Penhoat Askegaard
- Lysdesign
- Christian Vest Berntsen
- Instruktørassistent
- Billie Hviid Andersen
- Kunstig mad
- Anna Dyrby
- Co-produktion
- Husets Teater & Odense Teater
Foto: Emilia Therese
Medvirkende
Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Rosemarie Mosbæk
Foto: Åsmund Sollihøgda
Video: Thomas Hyttel
EN DRAMATISK EPILOG
INSTRUKTØR ANASTASIA HOLST NØRLUND OM NÅR VI DØDE VÅGNER
Henrik Ibsen er især kendt for sine naturalistiske dagligstuedramaer, men
Ibsen kalder selv stykket en dramatisk epilog, og det skulle da også vise sig at blive hans allersidste. Stykkets præmis lægger sig tæt op ad hans egne personlige erfaringer, og det er ikke svært at få øje på de mange paralleller mellem Ibsen og hovedkarakteren Arnold Rubæk. Ligesom Ibsen brugte virkelige mennesker som inspirationskilder – særligt forfatteren Laura Kieler, der følte sig udstillet og misbrugt som model for Nora i ET DUKKEHJEM – kredser stykket om kunstnerens udnyttelse af andre mennesker. Ligheden mellem Ibsens forhold til Laura Kieler og Rubæks forhold til hans tidligere model og muse Irene, som i stykket opsøger ham med anklagen om, at han har dræbt hendes sjæl, er slående. På den måde kan man nærmest på et metaplan erfare, hvordan kunstneren fortsætter med at bruge andre omkring sig som materiale for sit arbejde, idet Laura Kieler endnu engang står ufrivilligt model for Ibsens sidste værk.
Når Ibsen skriver sig længere væk fra naturalismen end tidligere og bruger stærk symbolik i stykket, tror jeg, det har kunnet åbne for de refleksioner og udforskninger af hans egne erfaringer, der ligger til grund for fortællingen. Når abstraktionerne forstørres, oplever jeg selv, at det kan være lettere at få adgang til mere komplekse og dybe steder i den eksistentielle udforskning af jeget, som Ibsen undersøger i sine værker - og inviterer os til at undersøge og udforske med ham.
Både tekstens surrelle elementer og dens symbolik åbner for et væld af fortolkningsmuligheder – intellektuelt, visuelt og sanseligt. Den åbenhed har givet os mulighed for at arbejde i et meget billedligt formsprog, hvor vi har været optaget af at dyrke symbolikken på scenen på samme måde, som Ibsen dyrker den i teksten. Symbolik er ofte i risiko for at blive tyk eller sentimental, men jeg synes, det er befriende at understrege de stærke symboler. Det kan både være dybt underholdende og smukt på én gang.
Et gennemgående tema i forestillingen er følelsen af at være levende død - af at være gået fuldstændig i stå i livet og mangle drift eller retning. Hvad tror du, Ibsen ville sige med det? Da Ibsen skrev NÅR VI DØDE VÅGNER, lå der et langt liv bag ham, og jeg tror han ønskede at gå ind i den komplekse følelsesmæssige oplevelse, det er at fortryde sit liv eller dele af det. Smerten i at erkende, at man måske har truffet de forkerte beslutninger i sit liv, og det at indse, at man ikke længere kan gøre det om - at man må stå ved, hvordan man har levet, og at det er for sent at fortryde. Irene anklager Rubæk for at have taget hendes sjæl og forvandlet hendes livskraft til kunst. Hvordan har I arbejdet med magtforholdet mellem kunstneren og hans muse – og med forestillingen om, at et andet menneske kan blive til materiale for kunsten? Magtforholdet mellem dem er utrolig spændende at arbejde med. Selvom Rubæks magt over Irene har haft voldsomme, negative konsekvenser for hendes liv, er de gensidigt afhængige: Hun har omvendt præget ham i en grad, hvor han ikke har kunnet skabe noget, siden hun forlod ham. De udnytter begge deres virkning på den anden, men hans position gør alligevel hans magt over hende mere uhyggelig end omvendt. Uanset hvordan man vender og drejer det, har han brugt hende og bliver ved med at gøre det. Og selvom hun opsøger ham for at konfrontere ham med alt det, han har ødelagt i hende, er det paradoksalt nok umuligt for hende ikke at stille sig til rådighed for ham én gang til. Processen med NÅR VI DØDE VÅGNER er anderledes, end når du normalt arbejder som instruktør, idet du har overtaget instruktionen fra Liv Helm, som både har skabt Spøgelsestrilogien og arbejdet intenst med Ibsens værker. Hvordan har det været at træde ind i et allerede etableret kunstnerisk univers – og samtidig sætte dit eget aftryk på det? Processen med at skulle skabe det sidste værk i Spøgelsestrilogien, som Liv Helm har født, har været en helt særlig oplevelse. Det har handlet om at træde ind i et allerede etableret kunstnerisk univers og alligevel lytte til min egen kunstneriske stemme, og skabe et koncept, der resonerer i mig. Alle tre forestillinger er jo meget forskellige, men jeg har ønsket at skabe et værk, der alligevel har et stærkt slægtskab med både GENGANGERE og FRUEN FRA HAVET.
OM ANASTASIA HOLST NØRLUND
ANASTASIA HOLST NØRLUND er sceneinstruktør og dramatiker, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2020. Hun har bl.a. markeret sig med store iscenesættelser og dramatiseringer såsom Den Fantastiske Bus, Den lille havfrue og Den utrolige historie om den kæmpestore pære på Det Kongelige Teater, Force Majeure og Blodbadets Gud på Aarhus Teater, Meter i sekundet på Folketeatret samt Alice i Eventyrland på Malmö Stadsteater. Hun har desuden undervist på blandt andre Rytmisk Musikkonservatorium og Johan Borups Højskole. Siden 2021 har Anastasia Holst Nørlund været medlem af bestyrelsen for Akademiet for Musik, Dans & Teater, hvor hun arbejder strategisk med institutionens kunstneriske udvikling og økonomiske bæredygtighed. Hun skriver desuden en forestilling om sin morfar, lyrikeren Knud Holst, til Vendsyssel Teater og udvikler sideløbende en tv-serie.
Video: Christian Brems

Foto: Emilia Therese
Tekstuddrag: Når vi døde vågner
Frit efter Bearbejdet af
SCENE 2: GENSYN
Kvinden klæder sig af og ifører sig den samme badekåbe, som Rubæk og Maja bærer.
Hun sætter sig på den liggestol, Maja har forladt. Rubæk nærmer sig hende.
RUBÆK
Jeg kan godt genkende dig, Irene.
IRENE
Du har gættet det, Rubæk?
RUBÆK
Og du genkender også mig.
IRENE
Det er anderledes.
RUBÆK
Hvorfor det?
IRENE
Du er jo i live endnu.
RUBÆK
I live –?
IRENE kort efter
Hvem var hun?
RUBÆK nølende
Det var – min hustru.
IRENE nikker
Sådan. Altså en, som ikke kommer mig ved –
RUBÆK usikker
Nej, det er klart –
IRENE
– altså en, som du har fået efter min levetid.
RUBÆK
Efter din –? Hvad mener du med det?
IRENE uden at svare
Og barnet? Barnet lever jo også godt. Vores barn lever videre efter mig.
RUBÆK smiler
Vores barn? Ja, det kaldte vi det – dengang.
IRENE
Da jeg levede.
RUBÆK let
Ja, Irene, – «vores barn» er blevet berømt over hele verden.
IRENE
Og har gjort sin far berømt. – Det var din drøm.
RUBÆK stille, bevæget
Det er dig, jeg skylder alt. Alt. Tak.
IRENE sidder lidt og grunder
Hvis jeg dengang havde gjort min ret, Rubæk –
RUBÆK
Hvad så?
IRENE
Jeg skulle ha’ dræbt det barn.
RUBÆK
Dræbt det!
IRENE hviskende
Dræbt det – før jeg rejste fra dig. Knust det. Knust det til støv.
RUBÆK ryster på hovedet
Det havde du ikke kunnet, Irene. Du havde ikke hjerte til det.
IRENE
Nej, dengang havde jeg ikke den slags hjerte.
RUBÆK
Men siden?
IRENE
Siden har jeg dræbt det utallige gange. Ved dagslys og i mørke. Dræbt det i had – og i hævn
– og i smerte.
RUBÆK stille
Irene, – sig mig – efter så mange år – hvorfor rejste du fra mig dengang? Forsvandt
sporløst –
IRENE ryster langsomt på hovedet
Hvorfor skulle jeg fortælle dig det nu – hvor jeg er hinsides.
RUBÆK
Var der én du var kommet til at elske?
IRENE
Der var én, som ikke havde brug for min kærlighed. Ikke brug for mit liv længere.
RUBÆK afledende
Hm, – lad os ikke tale mere om det –
IRENE
Nej, nej.
De ser på hinanden længe. Så rejser Irene sig for at gå.
RUBÆK
Hvor har du været, Irene?
IRENE
Jeg gik ind i mørket – da barnet stod der i åbenbaringens lys.
RUBÆK
Har du rejst rundt i verden?
IRENE
Ja.
RUBÆK
Og hvad har du lavet?
IRENE
Lad mig se -. Jo nu har jeg det. Jeg har stået på drejeskiven i varietéer.
Stået som nøgen statue i levende billeder. Tjent penge. Det var jeg ikke vant til hos dig, for
du havde ingen. – Og så har jeg været sammen med mænd, som jeg kunne gøre gale i hovedet.
– Det var jeg heller ikke vant til hos dig, Rubæk. Du holdt bedre stand.
RUBÆK
Giftede du dig?
IRENE
Ja, med én af dem.
RUBÆK
Hvem er din mand?
IRENE
Han var sydamerikaner. Diplomat. (ser hen for sig med et forstenet smil) Ham fik jeg gjort
helt vanvittig; gal, – uhelbredelig gal; – Ret morsomt, faktisk, – Jeg har stadig lyst til at le indvendigt.
– Hvis jeg havde noget indvendigt.
RUBÆK
Og hvor er han nu?
IRENE
På en kirkegård et sted. Med et flot monument over sig. Og en kugle i hjerneskallen.
RUBÆK
Dræbte han sig selv?
IRENE
Ja. Han kom mig i forkøbet.
RUBÆK
Sørger du ikke over ham?
IRENE uforstående
Hvem skulle jeg sørge over?
RUBÆK
Din mand.
IRENE (uden at svare)
Min anden mand var russer –
RUBÆK
Og hvor er han henne?
IRENE
Langt borte i Uralbjergene.
RUBÆK
Og han lever?
IRENE trækker på skuldrene
Lever? Lever? Egentlig har jeg dræbt ham –
RUBÆK farer sammen
Dræbt –!
IRENE
Dræbt med en fin, spids dolk, som jeg altid har med mig i sengen –
RUBÆK i udbrud
Jeg tror ikke på dig, Irene!
IRENE smiler mildt
Du skal tro på det, Rubæk.
RUBÆK ser på hende
Har du aldrig fået børn?
IRENE vil gå
Jo, jeg har mange børn.
RUBÆK griber ud efter hende
Og hvor er de?
IRENE
Jeg dræbte dem.
RUBÆK strengt
Nu lyver du for mig igen!
IRENE forsøger at undslippe Rubæk
Jeg har dræbt dem, siger jeg dig. Så snart de kom til verden. Faktisk længe, længe før. Det ene efter det andet.
Irene forsvinder bag strandpavillonen, kaster sin skygge på gardinerne.
RUBÆK ser dybt på hende
Der er strenge i dig, som er sprunget i stykker.
IRENE
Det gør der altid, når en ung blodsvulmende kvinde dør.
RUBÆK
Irene, hold dog op med disse forvildede forestillinger –! Du lever jo! Lever, – lever!
RUBÆKhiver gardinerne fra strandpavillonen ned og Irene kommer til syne.
IRENE bævende
Lever? Jeg var død i mange år. De kom og bandt mig. Snørede armene sammen på ryggen.
– Så sænkede de mig ned i et gravkammer med jernstænger for døren. Og med polstrede
vægge, – så ingen ovenover på jorden kunne høre gravskrigene –. Men nu begynder jeg så
halvvejs at stå op fra de døde.
RUBÆK lidt efter
Er jeg den skyldige?
IRENE
Ja.
RUBÆK
Skyldig i det,
– som du kalder din død?
IRENE
Skyldig i det, at jeg måtte dø. (slår over i en ligegyldig tone) Hvorfor sætter vi os ikke ned, Rubæk?
RUBÆK
Tør jeg det?
IRENE
Ja. – Du skal ikke være bange for kuldegysninger. For jeg tror ikke, jeg er rigtig isnet endnu.
De sætter sig på liggestolen.

Foto: Emilia Therese
Video: Christian Brems

Foto: Emilia Therese
SPØGELSESTRILOGIEN
Husets Teater og Odense Teater indgik i 2024 et ambitiøst treårigt samarbejde om Spøgelsestrilogien. Trilogien tager afsæt i Henrik Ibsens senere og mindre kendte værker Gengangere, Fruen fra havet og Når vi døde vågner, som alle kredser om fortidens spøgelser – de valg, relationer og begivenheder, der fortsat hjemsøger os, selv mange år efter de fandt sted. “Det handler om, hvordan man kan blive indhentet af fortidens hændelser og blive tvunget til at tage en omkamp med dem. Det kan være ubehageligt, men det rummer en vigtig forvandlingskraft,” udtaler Liv Helm.
Trilogiens to første forestillinger har mødt stor begejstring hos både publikum og anmeldere – og har også markeret sig ved Danmarks største teaterpris. I 2025 modtog Malene Melsen en Reumert for Årets Birolle for sin præstation i Gengangere, og i 2026 blev Fruen fra havet hædret med en Reumert for Årets Teaterforestilling. Med Når vi døde vågner når Spøgelsestrilogien sin afslutning og det treårige samarbejde mellem Husets Teater og Odense Teater afrundes med sidste kapitel.

Foto: Emilia Therese
Bag scenen / Husets Teater
- Scenemester
- Claus Arrildt
- Scenebyggere
- Claus Arrildt, Jørgen Skytte
- Forestillingsleder & rekvisitør
- Pernille Mikkelsen
- Kostumier & systueleder
- Hanne Mørup
- Teknisk chef & afvikler
- Christian Vest Berntsen
- Teknisk elev & afvikler
- Steen Askegaard
- PR & kommunikation
- My van Dijk
- Art Director
- Åsmund Sollihøgda
- Fotos
- Emilia Therese
- Videoer
- Christian Brems, Thomas Hyttel
- Bar- og billetansvarlig
- Ida Marie Berndt
- Rengøringsansvarlig
- Sofie Hjort
- Bogholder
- Jette Nielsen
- Husets Teaters kunstneriske chef
- Liv Helm
- Husets Teaters administrative chef
- Agnete Krabbe
Bag scenen / Odense Teater
- Sceneteknisk ansvarlig
- Pernille Kyndby Bejder
- Rekvisitør
- Pernille Nielsen
- Teamleder Sceneteknisk Personale
- Kenn Lund Nielsen
- Teamleder Lyd, Lys og Arrangementer
- HENRIK SPANGSBO
- Kostumeansvarlig
- SUSANNE SVENDSEN
- Maskør
- Ea Hvarre & Matilde Meiling
- Chef for kostumeafdelingen
- MATHIAS AUGUST BORG
- Produktionsleder
- KENN LUND NIELSEN
- Producent
- LOA HAISLUND LARSEN
- Frivilligkoordinator samt Leder af Økonomi og Service
- DORTE GUTT ANDREASSEN
- Kommunikations- og marketingchef
- MORTEN SKOV
- Odense Teaters Økonomi- og HR-direktør
- ALLAN WISSMANN
- Odense Teaters Teaterdirektør
- JACOB SCHJØDT
- Forestillingen er gavmildt støttet af
- Wilhelm Hansen Fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond






