STATEN


21. jan. - 13. jun.
En megaloman iscenesættelse
"I februar anmeldte jeg et af de mest vanvittige teatereksperimenter i nyere tid, da det endnu var i sin spæde begyndelse, og gav det fire forventningsfulde hjerter. I dag kan jeg se, at det var en fejl. Siden da har fem vildt forskellige mennesker nemlig på godt og ondt slået deres teltpløkker så monsterhårdt ned i mit hjerte, at jeg ikke har andet valg end at sende seks hjerter retur til fix+foxys kæmpeprojekt ’Staten’ – en magtdemonstration i, hvad teateret kan, når det kolliderer med virkeligheden. Det er dybt politisk teater, der ikke giver entydige svar, men kaster samfundsvigtigt lys på de mennesker og strukturer, vi ofte overser. En sprudlende måde at tænke teater på, der viser systemets brutalitet, men også, at det bare er noget, vi leger – at selv grundloven jo kunne ændres, hvis vi ville."
Politiken
Læs mere
"Det er et vildt og vigtigt værk, ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at det er det mest geniale politiske teater, jeg har været med til i meget lang tid"
Iscene
"I en tid præget af splittelse, politikerlede og mistillid til systemet, er det ikke bare relevant, men nødvendigt at møde staten som andet end et abstrakt system. STATEN viser os, at staten ikke blot er love og budgetter – den er mennesker, stemmer og værdier. Den er os. Og måske er det i fortællingen – ikke forordningen – at vi bedst forstår, hvem vi er."
POV International
Læs mere
"Et ord, der dog bliver ved med at komme tilbage til mig, når jeg prøver at beskrive STATEN, er ’folkeoplysning’. At give mennesker redskaber til at begå sig aktivt i samfundet."
Bastard Blog
Læs mere
STATEN er ikke traditionelt teater. Der er ingen skuespillere, ingen scenografi og ingen lineær fortælling. I stedet inviteres publikum med live on location på stedsspecifikke lokationer i København. Hver episode rummer personlige fortællinger fra statens borgere på tværs af samfundslag – herunder embedsmænd, jobkonsulenter, bankrøvere, migranter og aktivister – og spænder fra det dybt personlige til det systemiske. Mød bl.a. Ole, en konventionel landmand, i Territory på Den Hirschsprungske Samling, eller hør Rikke og Helene i Hænderne Fulde dele deres personlige fortællinger om systemiske svigt og kampen for inklusion i dagtilbud til børn med særlige behov, eller kom med Kevin på køretur i hans barndomsgader i Heat, når han fortæller om sine mange bankrøverier. STATEN tegner et kalejdoskopisk portræt af staten som fællesskab og konstruktion – en undersøgelse af de strukturer og værdier, der binder os sammen i en tid præget af polarisering. Med inspiration fra streamingtjenester kan publikum abonnere på STATEN for 129 kr/md, i stedet for at købe billetter til de enkelte episoder. Med et abonnement kan man frit vælge mellem episoderne, man vil opleve, hvilket gør det til en fleksibel og nyskabende måde at opleve scenekunst på. Episoderne foregår live on location og kan opleves både enkeltvis eller som en samlet rejse gennem statens mange facetter. SÅDAN GØR DU: 1. Tegn abonnement på STATENs hjemmeside. 2. Book pladser til de episoder, du vil opleve. 3. Mød op på lokationen og oplev STATEN STATEN er i konstant udvikling. Der tilføjes løbende nye episoder og informationer, så der altid er noget nyt at opdage. Hold øje med STATENs hjemmeside for nyeste opdateringer og nyheder. OM FIX+FOXY fix+foxy har produceret teater i over et årti – både i klassiske teaterformater, lydforestillinger og digitale formater. Deres arbejde er drevet af nysgerrighed og et ønske om at producere komplekse narrativer igennem legende, underholdende og tilgængelige formater, alt imens de udfordrer fordomme, forudindtagede holdninger og misforståelser vi har om hinanden og verden omkring os. fix+foxy adresserer den tid, vi lever i, ved at involvere publikum og fortælle historier om de mennesker, som skaber vores samfund. De inviterer folk på scenen, som sjældent bliver præsenteret eller repræsenteret i scenekunsten, fordi de tror på, at de kan gøre en forskel, når mennesker mødes ansigt til ansigt. I 2022 modtog fix+foxy kunstneriske leder og instruktør Tue Biering Kronprinsparrets Kulturpris.
Konceptuerende instruktør
Tue Biering
Dramaturg
Miriam Frandsen
Co-instruktør
Marie Boye, Jonas Preben Jørgensen og Helle Kirstine Egsgaard
Scenograf
Marie Boye og Helle Kirstine Egsgaard
Konceptudvikling
Marie Boye og Helle Kirstine Egsgaard
Producent
Jovana Zoric
Rekvisitør og location scout
Josefine Else Larsen
Caster
Marie Boye, Helle Kirstine Egsgaard og Rune Bjerre
Location scout
Rune Bjerre
Produktionsassistent og afvikler
Ida Johannessen
Produktions- og instruktørassistent
Anja Ponjevic Tørnqvist
Forestillingsleder og afvikler
Svante Huniche Corell
Titelsang
Cecilie Penney
Grafik
Marie Boye og Åsmund Sollihøgda
Video og dokumentation
William Andreas Wivel
Co-produktion
fix + foxy & Toaster



Fotos fra STATEN Kick-off


