Sidste Skrig

Sidste Skrig

30. okt. - 15. nov.

En psykologisk gyser for unge - og voksne der tør! Et gæstespil af Gazart.

    Tør du gå ind i mørket, op ad trapper og ned i kældre? Hvad sker der, når angsten vækkes og kryber op langs rygsøjlen? Hvad er virkeligt? Hvad er indbildt? Og kender du overhovedet dig selv?

    Spørgsmålene pumpede rundt i sindets, kroppens og husets afkroge, da Gazart på selveste Halloween præsenterede urpremieren på SIDSTE SKRIG. Bag forestillingen stod den anerkendte danser og koreograf, Tali Rázga, der gennem de seneste ti år har sat krop på hverdagsaktuelle emner som krig, kærlighed og VM i fodbold. Nu var turen kommet til gyset.

    En restaurant. Bordene er dækket, gæsterne ankommer, og værtsparret tager imod. Men noget er galt. Luften sitrer mellem kvinden og manden. Et isnende blik, en hæs hvisken, en hidsig bevægelse. Hvad er det, de skjuler? Og hvor er barnet? Det er som om, der hviler en forbandelse over stedet. Et håndtag trykkes ned. Et kultsort rum åbner sig. Tilbageholdt åndedræt, hurtige skridt, halvkvalte skrig. Hvem er de andre kvinder? Ved de, hvad der er sket? Og er det her virkelighed, drøm eller mareridt?

    SIDSTE SKRIG legede med gyser- og thrillergenrens spændingselement, og var inspireret af den skræmmende
    historie om danmarkshistoriens største massemorder, Dagmar Overbye – kvinden, der i starten af 1900-tallet angiveligt slog mere end 20 spædbørn ihjel, og derfor fik tilnavnet Englemagersken. Samtidig tog SIDSTE SKRIG udgangspunkt i Husets Teaters fortid som spisested i samme tidsperiode, og forestillingen forgik både oppe og nede og rundt omkring i bygningen. Med plads til kun 30 publikummer ad gangen indbød SIDSTE SKRIG til et eksklusivt og intimt møde bestående af tre rum og tre dele. Første og sidste del introducerede figurerne og afdækkede historien, mens den midterste del var en uforudsigelig installation, som publikum blev sendt igennem enkeltvis iført hovedtelefoner.

    SIDSTE SKRIG var målrettet de 13-19-årige, som ud over rejste nakkehår og gåsehud fik mulighed for at blive klogere på deres egen angst og frygt – både den begrundede og den ubegrundede. Deres voksne var også velkomne – hvis de turde!

    Medvirkende

    Johanne Dam, Jan Strøbech, Marlinde Vos, Katrine Friis & Alma Wexiø Rázga/Selma Wideman Grue

    Sanger

    Anna-Sofie Fredslund-Andersen

    Iscenesætter

    Tali Rázga

    Scenograf

    Nadia Nabil

    Dramaturg

    Miriam Frandsen

    Lysdesign

    Mikkel Jensen

    Lyddesign

    Erik Christoffersen

    Producent

    Gazart