Djævleprojektet


29. okt. - 21. nov.
Skuespillerens værksted
Casper Koeller ved Sceneblog
Politiken
En midaldrende skuespiller slår dørene op til sit værksted. Her møder vi ham i endnu et forsøg på at skabe kunst. Som en anden alkymist på jagt efter guld leder han efter at besjæle noget og nogen. Ikke mindst sig selv. Men skuespilleren er i krise. Han har stået på scenen mange gange. Han har høstet roser og anerkendelse. Han har igen og igen forsøgt at få ånden til at fare i sig, så magien kunne opstå. Nogle gange med held – andre gange uden. Nu spørger han sig selv, om det kan ske nok engang. Hvad er opskriften på magisk kraft? På det gode teater? Og hvad er det overhovedet han er på jagt efter? Større nydelse? Mere anerkendelse? En endnu vildere tur hen over de skrå brædder?
Ind ad døren træder djævelen og tilbyder sin medvirken. ”Jeg kan hjælpe dig”, siger den. ”Men det kommer til at koste dig din sjæl!”. De underskriver en kontrakt og indleder et eksperiment for at udfolde skuespillerens hedeste ønske: At få noget magisk til at ske!
Med Goethes Faust i hånden og sit eget virke som casestudy, indleder skuespiller og instruktør Morten Burian et eksperiment om det menneskelige begær. Hvorfor er vores stræben efter nydelse, indsigt, anerkendelse, udfrielse og udødelighed så stærk? Hvad koster det at blive ved med at forfølge sit begær? Er vi dømt til at gå til grunde i vores forsøg på at skabe – eller kan vi blive venner med vores begær? Kan djævelen vise sig at være vores engel?
12 FORSØG PÅ AT BESJÆLE VERDEN Hver aften træder en ny skuespiller ind i værkstedet for at hjælpe Morten Burian. De spiller på skift rollen som den djævelske Mefisto, der skal sikre Faust jordisk nydelse, indsigt og udødelighed. I alt medvirker 12 skuespillere med forskellig baggrund, alder og køn. Igennem 12 unikke optrædener underskrives 12 forskellige djævlekontrakter. Hver især belyser de forskellige aspekter af den menneskelige stræben efter at få noget magisk til at ske. Hver forestilling akkompagneres desuden af live musik ved musiker Michael Sunding.
Djævleprojektet er et unikt kig ind i skuespillerens værksted. 12 forskellige møder om menneskets begær. Et viltert miks af improvisation, gammelt skønt skuespil, samtale og lagkagekast.
Medvirkende
Morten Burian & Troels Thorsen, Rasmus Botoft, Simon Bennebjerg, Gustav Giese, Anna Bjørgulf, Stine Schrøder, Anders Mossling, Bodil Jørgensen, Finn Hesselager, Eyrún Björk, Marie Knudsen Fogh, Nanna Koppel
Musiker & komponist
Michael Sunding
Instruktør & idé
Morten Burian
Tekst
Morten Burian & Trine Wisbech. Der bruges desuden uddrag af J. W. von Goethes 'Faust' i Jon Høyers oversættelse fra 2023 fra forlaget Gyldendal, samt uddrag af Shakespeares 'Hamlet' i Niels Brunses oversættelse.
Dramaturg
Trine Wisbech
Lysdesign
Christian Vest Berntsen
Lyddesign
Steen Askegaard
Instruktørassistent
Liv Tietge
Scenemester
Claus Arrildt
Kostumier
Hanne Mørup
Rekvisitør & forestillingsleder
Pernille Mikkelsen
Billetpriser
220 kr. / 150 kr. for unge under 25 år. (+ billetgebyr). Ved min. 6 unge under 25 år kun 40 kr. pr. billet (ung gruppe) Late Sale for unge under 27 år - Køb billet til 50 kroner på dagen.
Teatersal
Sort Sal
Spilletider
Onsdag-fredag kl. 20.00 og kl. 17.00 om lørdagen
Varighed
Ca. 1 time og 15 minutter
Information
Al overskud fra baren i forbindelse med Djævleprojektet går til Læger uden Grænser



Foto: Rumle Skafte
Medvirkende

Morten Burian

Troels Thorsen

Rasmus Botoft

Simon Bennebjerg

Gustav Giese

Anna Bjørgulf

Stine Schrøder

Anders Mossling

Bodil Jørgensen

Finn Hesselager

Eyrún Björk

Marie Knudsen Fogh

Nanna Koppel



Foto af Morten Burian: Åsmund Sollihøgda, Foto af Michael Sunding: Katrine Worsøe, Foto af Troels Thorsen: Emilia Therese, Foto af Rasmus Botoft: William Green, Foto af Simon Bennebjerg: Mads Teglers, Foto af Gustav Giese: HEIN, Foto af Anna Bjørgulf: Daniel Stjerne, Foto af Stine Schrøder: Stine Schrøder, Foto af Anders Mossling: Anders Mossling, Foto af Bodil Jørgensen: Les Kaner, Foto af Finn Hesselsager: Finn Hesselager, Foto af Eyrún Björk: Stefania Linnet, Foto af Marie Knudsen Fogh: Rumle Skafte, Foto af Nanna Koppel: Amanda Bødker
Skuespillerens Værksted
Husets Teater har en stærk tradition for at præsentere store skuespilpræstationer helt tæt på. Gennem årene har vi arbejdet målrettet med at udvikle skuespilkunsten i vores forestillinger – og med Skuespillerens Værksted har vi lanceret et nyt format, der giver skuespillerne initiativet til selv at udforske, eksperimentere og skabe.
Hvert år inviterer vi en skuespiller til at udvikle en forestilling efter eget valg – med fuld kunstnerisk frihed. Vi følger deres arbejdsmetoder, udforskning og kunstneriske nysgerrighed – og vi får et indblik i, hvad der driver dem.
Det første projekt i rækken var den totalt udsolgte og Reumertnominerede NOTER OM BLANCHE af Nanna Cecilie Bang, hvor Nannas baggrund som både dramatiker og skuespiller foldede sig ud i et både komisk og skrøbeligt soloshow.
Nu fortsætter vi Skuespillerens Værksted med DJÆVLEPROJEKTET af Morten Burian – et værk fra en af Danmarks mest kompromisløse skuespillere.